Kronborg Slot

Fæstningen

Fæstningen rundt om Kronborg var en gang et af Nordeuropas største forsvarsværker. I dag kan man opleve anlægget i fredstid og hygge sig med sin familie.

Kronborg er omgivet af et kæmpemæssigt forsvarsanlæg, der i sin tid gjorde Kronborg til en af Nordeuropas stærkeste fæstninger. I de seneste år er store dele af fæstningsanlægget blevet genskabt, så det nu igen kan opleves i sin fulde udstrækning.

De gamle kaserner

I de gamle kasernebygninger er der indrettet butikker, værksteder til kunsthåndværkere, caféer og restauranter. En mobiltelefonguide kan følges rundt på området, og i det gamle krudthus er der en udstilling om fæstningsanlæggets historie.

 

Kronborg Slot

Det var renæssancekongen Frederik 2. som byggede Kronborg i årene 1574-1585. I 2000 blev slottet, kendt fra Shakespeares Hamlet, optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

Få steder i verden er så meget dramatik og historie samlet på et sted som på Kronborg.

Her mødes den drabelige fæstning med det overdådige renæssanceslot, mens Hamlets ånd svæver gennem gangene. Ikke mærkeligt, at netop dette sted i år 2000 blev optaget på UNESCOs liste over verdens umistelige kulturarv – på linje med pyramiderne, Akropolis og Den Kinesiske Mur.

Det var renæssancekongen Frederik 2., som fra 1574-1585 fik opbygget den gamle middelalderborg Krogen, så den kom til at ligne et tidssvarende fyrsteslot med renæssancens karakteristiske, rige udsmykninger. Målet var, at alle skulle se, hvilken magtfuld konge Danmark havde: Herskeren af Øresund. Kongens mission lykkedes. På få år blev slottest fabulerende udtryk og kobberklædte tag og spir verdensberømt, så berømt at den engelske dramatiker William Shakespeare i slutningen af 1500-tallet valgte det som rammen om sit skuespil, ”Hamlet”.

Inde på slottet kan du se Frederik 2. og Dronning Sophies stemningsfulde kongelejlighed, som var ramme om hoffets liv til hverdag og til fest, når kongeparret tog ophold på slottet. Fra kongelejligheden kan du gå direkte over i den fantastiske festsal, dansesalen, der med sine 62 meter er Nordeuropas længste riddersal. Under slottet ligger kasematterne, et stor underjordisk netværk af gange og tunneler, hvor soldaterne opholdt sig under krig og belejring. Det er her den danske sagnhelt Holger Danske sover, men vil rejse sig til dåd, hvis Danmark kommer i nød.

Hver sommer danner Kronborg ramme om ”Shakespeare at Hamlet Castle”, en teaterfestival med de bedste Shakespeare-forestillinger fra hele verden, arrangeret af HamletScenen.

 

Kilde: Citeret fra Kulturpromenaden Elsinore Walk Guidebog

Få den fysiske folder i receptionen på Dansk, Engelsk eller Svensk, hvor du kan læse mere.
Find et digitalt kort over Kulturpromenaden Elsinore Walk her.