Kronborg

Fæstningen

En gang var fæstningen rundt om Kronborg et af Nordeuropas største forsvarsværker. I dag kan man opleve anlægget i fredstid og hygge sig med sin familie.

De gamle kaserner

I de gamle kasernebygninger er der indrettet butikker, værksteder til kunsthåndværkere, caféer og restauranter.

Kronborg Slot

Det var renæssancekongen Frederik den 2. som byggede Kronborg i årene 1574-1585.

I 2000 blev slottet, som er kendt fra Shakespeares Hamlet, optaget på UNESCO’s liste over verdens umistelige kulturarv – på linje med pyramiderne, Akropolis og Den Kinesiske Mur.

Målet med opførslen af Kronborg var, at alle skulle se, hvilken magtfuld konge Danmark havde: Herskeren af Øresund. Kongens mission lykkedes. På få år blev slottest fabulerende udtryk og kobberklædte tag og spir verdensberømt, så berømt at den engelske dramatiker William Shakespeare i slutningen af 1500-tallet valgte det som rammen om sit skuespil, ”Hamlet”.

Inde på slottet kan du se Frederik den 2. og Dronning Sophies stemningsfulde kongelejlighed, som var ramme om hoffets liv til hverdag og til fest, når kongeparret tog ophold på slottet.

Under slottet ligger kasematterne, et stort underjordisk netværk af gange og tunneller, hvor soldaterne opholdt sig under krig og belejring. Det er her den danske sagnhelt Holger Danske sover, men han vil rejse sig til dåd, hvis Danmark kommer i nød.

Hver sommer danner Kronborg rammen om ”Shakespeare at Hamlet Castle”, en teaterfestival med de bedste Shakespeare-forestillinger fra hele verden, arrangeret af HamletScenen.

Kilde: Kulturpromenaden Elsinore Walk Guidebog
Få den fysiske folder i receptionen på Dansk, Engelsk eller Svensk, hvor du kan læse mere og se den fulde rute hvor du møder en masse af Helsingørs små skatte.
Find et digitalt kort over Kulturpromenaden Elsinore Walk her.