Kulturværftet

Kulturværftet er en opdateret udgave af Helsingørs gamle skibsværft. I 2010 genåbnede det som et moderne kulturhus, der rummer masser af historie, masser af oplevelser og en skøn café.

Fortid og nutid mødes i arkitekturen på Kulturværftet, der er tegnet af arkitektgruppen AART architects. Udefra giver den sejlinspirerede facade af glas, stål og klimaskærme et moderne skulpturelt udtryk. Indenfor er de gamle værftsbygninger bevaret som en historisk kerne. Her er rå betonvægge, frilagte loftsbjælker, storslåede vinduespartier, balkoner ud mod havnen, tagterrasse med udkig til Kronborg og kroge med udsøgt udsigt.

Kulturværftet åbnede den 10.10.10 kl. 10.10. Antallet af besøgende har siden været støt stigende. I 2018 var tallet oppe over 900.000 gæster. Hvert år er der godt 1700 arrangementer, hvoraf godt halvdelen er kulturelle.